Menu

Klubbens vedtægter

 

Vedtægter for Boldklubben Bangsbo Freja

 

§ 1       Navn og hjemsted

stk. 1  

Klubbens navn er: Boldklubben Bangsbo Freja

stk. 2  

Klubbens hjemsted er Frederikshavn Kommune.

stk. 3  

Klubben blev stiftet den 12. juli 1932.

 

§ 2       Formål

Klubbens formål er at virke for idrættens fremme i Frederikshavn Kommune, samt at arrangere andre aktiviteter.

 

§ 3       Etik

stk. 1  

Klubbens memento er "Klubben hvor der er plads til alle".

stk. 2  

Der tillades ingen form for mobning eller udøvelse af racisme hverken i ungdoms- eller i seniorrækkerne. Hvis det skulle være tilfældet kan det ende med omgående bortvisning fra klubben. Bortvisning kan ske, hvis et flertal i bestyrelsen stemmer for.

stk. 3  

Trænere og ledere i ungdomsrækkerne undersøges hvert år for pædofili. Denne undersøgelse hos politiet, varetages af formanden og næstformanden for klubben. Undersøgelsen foretages under de vilkår og det ansvar, som myndighederne til en hver tid stiller, for sådanne opgaver. Hvis det skulle vise sig, at en i klubben har udøvet pædofili bliver vedkommende omgående bortvist fra klubben, af bestyrelsen.

 

§ 4       Doping - spiritus

stk. 1  

Et medlem som overtræder gældende regler vedrørende brug af præstationsfremmende præparater (doping) ekskluderes omgående og indberettes til JBU.

stk. 2  

Møder man spiritusberuset op til træning eller kamp, kan man på dagen omgående bortvises af vedkommendes træner/holdleder eller af en fra bestyrelsen. Hvis det gentager sig, kan et flertal i bestyrelsen, bortvise vedkommende fra klubben.  

stk. 3  

Medlemmer af klubben skal følge den til hver en tid gældende spirituspolitik ellers kan vedkommende bortvises, af et flertal i bestyrelsen.

stk. 4  

Man skal være fyldt 18 år, inden man må nyde øl og spiritus, på klubbens arealer og lokaler.

 

§ 5       Specialforbund og forsikringsforhold

stk. 1  

Klubben er medlem af JBU og andre specialforbund og undergivet disse forbunds love og bestemmelser.

stk. 2  

Den til enhver tid valgte bestyrelse, har ansvaret for, at klubben har den nødvendige forsikringsdækning på klubbens aktiver, ansatte samt frivillige trænere og ledere.

 

§ 6       Medlemskab

stk. 1  

Som medlemmer optages enhver, som har lyst og vilje til at arbejde for klubbens formål.

stk. 2  

Indmeldelse sker på klubbens indmeldelsesblanket.

stk. 3  

Medlemskabet er først gyldigt, når medlemmet har betalt det opkrævede kontingentbeløb.

stk. 4  

Optagelse af umyndige som medlemmer af klubben, kræver samtykke fra forældre eller værge.

 

§ 7       Kontingent

stk. 1  

Klubbens kontingent fastsættes for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling

stk. 2  

Ved indgåelse af medlemskabet er man samtidigt forpligtiget til, at betale den fastsatte kontingent forud.

stk. 3  

Bestyrelsen bestemmer, hvornår kontingentet opkræves.

stk. 4  

Kontingentet opkræves forud.

stk. 5  

Kontingentet skal være betalt inden man kan deltage i turneringskampe.

stk. 6  

Der kan som udgangspunkt ikke ske reduktion i den opkrævede kontingent, medmindre man bliver forhindret i at deltage aktivt i træning og kamp.

 

§ 8       Udmeldelse

stk. 1  

Til gyldig udmeldelse kræves, at den er sket skriftligt til klubben med mindst 14 dages varsel, og at det pågældende medlem har betalt den opkrævede kontingent

stk. 2  

Medlemmer som melder sig ud af klubben, skal have en skriftlig bekræftelse.

stk. 3  

Når et medlem er i kontingentrestance udover 2 måneder, kan bestyrelsen med mindst 8 dages varsel ekskludere medlemmet.

stk. 4  

Ingen, der er udelukket på grund af kontingentrestance, kan optages på ny som medlem af klubben, før vedkomne har betalt sin gæld til klubben.

stk. 5  

I øvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Bestyrelsen beslutning herom kræver dog, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer er for eksklusionen. 

Vedkommende skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have lejlighed til at fremføre sit forsvar, og han/hun kan kræve, at spørgsmålet om eksklusion afgøres på den førstkommende ordinære generalforsamling.

stk. 6  

Endelig kan et medlem ekskluderes, når det efter forslag fra mindst 25 medlemmer vedtages på en generalforsamling. I alle tilfælde, hvor eksklusionen skal behandles på en generalforsamling har

vedkommende medlem krav på at få en meddelelse herom, senest 3 døgn før generalforsamlingen afholdes, ligesom han/hun har adgang til at forsvare sig. Spørgsmålet om eksklusion skal optages

som et særligt punkt på dagsordenen.

stk. 7  

Generalforsamlingens beslutning kræver, at 2/3 af de fremmødte stemmer for en eksklusion.

stk. 8  

Et medlem, der er ekskluderet i henhold til generalforsamlingsbeslutning, kan kun optages som medlem ved en ny generalforsamlings beslutning. Her kræves samme majoritet som ved beslutning om eksklusion.

 

§ 9       Generalforsamlingen

stk. 1  

Generalforsamlingen har med de indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle klubbens anliggender.

stk. 2  

Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i marts måned. Der indkaldes med mindst 2 ugers varsel ved annonce i en lokal avis.

stk. 3  

Forslag der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

stk. 4  

Stemmeret har alle aktive spillere over 18 år, som ikke er i kontingentrestance. Desuden har ledere og trænere samt udvalgsmedlemmer som bestyrelsen har bevilget stemmeret for det pågældende år, også stemmeret. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde og der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

stk. 5  

For spillere under 18 år, som er medlem af klubben og ikke i kontingentrestance har vedkommendes forælder/værge en stemme pr. husstand. Hvis forælder/værgen samtidigt er aktiv eller træner/leder i klubben har man stadigvæk kun en stemme.

stk. 6  

Æresmedlemmer har stemmeret på generalforsamlingen.

stk. 7  

Formændene for klubbens støtteforeninger, Bangsbo Frejas Bingoklub, Bangsbo Frejas Venner og Bangsbo Frejas Forældreforening, har hver én stemme på klubbens generalforsamling. Denne stemme kan videregives til et andet bestyrelsesmedlem i den respektive støtteforening, hvis formanden er forhindret i at deltage på generalforsamlingen. Dette skal ske ved en skriftlig fuldmagt, der er udstedt af formanden for støtteforeningen.

stk. 8  

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

  1. Valg af dirigent.

  2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år. Ved formanden.

  3. Regnskabsaflæggelse og budget. Ved kassereren.

  4. Behandling af indkomne forslag.

  5. Fastsættelse af kontingent.

  6. Godkendelse af budget.

  7. Valg af formand.

  8. Valg af Næstformand.

  9. Valg af Kasserer.

  10. Valg af revisor (registreret eller statsautoriseret)

  11. Eventuelt.

stk. 9  

Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne.

stk. 10

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, jf. dog § 8 stk. 7 og 8, § 14 og § 15. Dirigenten bestemmer afstemningsmåden; skal dog på begæring fra ét stemmeberettiget medlem foregå skriftligt, ligesom alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt.

 

§ 10     Ekstraordinær generalforsamling

stk. 1  

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen. Endvidere når mindst 25 stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom til bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at begæringen er fremsat overfor bestyrelsen med oplysning om det emne der ønskes behandlet.

stk. 2  

Hvis en af de som er valgt på en generalforsamling til bestyrelsen, træder ud af bestyrelsen i utide, skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling. Med det ene pkt. på dagsordenen: "Valg af ny formand eller udvalgsformand" Bestyrelsen kan ikke konstituere sig selv. Der indkaldes med mindst 2 ugers varsel, ved annonce i en lokal avis.

 

§ 11     Klubbens daglige ledelse

stk. 1  

Klubbens daglige ledelse er bestyrelsen, der består af 3 faste medlemmer: formand, næstformand og kasserer. Formand vælges på generalforsamlingen de ulige år. Næstformand vælges på

generalforsamlingen de lige år. Kasserer vælges på generalforsamlingen de ulige år.     

stk. 2  

Bestyrelsen leder klubben i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger og de krav som myndighederne forlanger.

stk. 3  

Medlemmer af bestyrelsen har pligt til loyalt, at arbejde efter bestyrelsens flertalsbeslutninger.

stk. 4  

Bestyrelsen sikrer og har ansvar for den overordnede organisering af klubbens aktiviteter og daglige drift. Ligeledes er det bestyrelsens pligt at sørge for, at medlemmerne er informeret om

organisationens opbygning og diverse opgaveansvar.

stk. 5  

Formanden har ved stemmelighed, 2 stemmer. Overgår til næstformanden hvis formanden er forhindret i, at deltage i et møde.

stk. 6  

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, hvoriblandt formanden eller næstformanden, er til stede, jf. dog §7 stk. 5.

stk. 7  

Hvis formanden ikke er til stede indtræder næstformanden i hans sted.

stk. 8  

Over bestyrelsen forhandlinger fører sekretæren en protokol som skal godkendes og underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

stk. 9  

Klubben tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner kræves dog underskrift af såvel formand som kasserer. Bestyrelsen kan meddele prokura. I alle sager, der angår køb, salg eller pantsætning af fast ejendom eller løsøre, tegnes klubben af den samlede bestyrelse.

 

§ 12     Økonomi, regnskab og revision

stk. 1  

Klubbens regnskabsår følger kalenderåret.

stk. 2  

Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for budget samt regnskab.

stk. 3  

Klubbens regnskab føres af kassereren.

stk. 4  

Kassereren er forpligtiget til, at holde bestyrelsen orienteret om foreningens økonomi. Dette skal som minimum ske på de ordinære bestyrelsesmøder.

stk. 5  

Bestyrelsen skal antage en statsautoriseret eller registreret revisor, som skal bistå klubben i økonomiske spørgsmål m.v. Denne vælges på generalforsamlingen.

 

§ 13     Vedtægtsændringer

Forandringer af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 1/3 af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden for 14 dage med sædvanlig varsel indkalde til ny generalforsamling. Hvis også 2/3 af de på denne generalforsamling afgivne stemmer er for forslaget, er dette vedtaget, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.

 

§ 15     Opløsning

stk. 1  

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst ½ af klubbens  stemmeberettigede medlemmer er tilstede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant et flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflertal, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.

stk. 2  

På generalforsamlingen skal samtidigt træffes bestemmelse om, hvorledes man skal forholde sig med klubbens formue, herunder fast ejendom og løsøre, dog er simpelt stemmeflertal her tilstrækkeligt. I forbindelse med klubbens opløsning skal den formue, der er i behold, anvendes til idrætslige formål i Frederikshavn kommune.

 

§ 16     Datering

Således vedtaget på klubbens ekstraordinære generalforsamling den 2. marts 2013.

 

 Anders Gram Mikkelsen

 Formand

 Lars Pedersen     

 Næstformand 

 Tommy Pedersen

 Kasserer