Bangsbo Frejas Venner afholder atter cykelsponsorløb
Lørdag den 3. oktober bliver der igen masser af liv, energi og cykelglæde, når Bangsbo Frejas Venner afholder det traditionsrige cykelsponsorløb hos Frederikshavn Firmaklubber.
Cykelsponsorløbet har været en fast del af Bangsbo Freja Venners aktiviteter siden 2007, og i år er opbakningen imponerende. Hele 42 cykelryttere er klar til at give den gas på cyklerne i den gode sags tjeneste.
Det er først og fremmest dame- og herreseniorerne, der stiller op, men løbet bakkes også flot op af andre frivillige omkring klubben. Det er netop den brede opbakning, der er med til at gøre cykelsponsorløbet til en helt særlig dag.
I år har Bangsbo Frejas Venner fornøjelsen af at have to hovedsponsorer, og dette er:
ViTolker http://www.vitolker.dk/ og NOMI Korean BBQ & Sushi http://www.nomirestaurant.dk/
I alt har hele 67 sponsorer valgt at støtte cykelsponsorløbet. Det er Bangsbo Frejas Venner både stolte og meget taknemmelige for.
Den store sponsoropbakning er et tydeligt bevis på, at lokale virksomheder og samarbejdspartnere ønsker at støtte op om det gode arbejde, som støtteforeningen gør for fællesskabet.
Se alle årets sponsorer her: https://www.bangsbofreja.dk/om-bangsbo-freja/stoetteforeninger/bangsbo-frejas-s-venner/cykelsponsorer-2026/
Bangsbo Frejas Venner vil gerne rette en stor tak til alle sponsorer for deres støtte. Uden den flotte opbakning ville cykelsponsorløbet ikke være muligt.
Cykelsponsorløbet afvikles lørdag den 3. oktober kl. 10.45-11.45 hos Frederikshavn Firmaklubber.
Der lægges op til, at det skal være en time med fart på, for i løbet af den ene time skal de 42 ryttere forsøge at tilbagelægge så mange kilometer som muligt.
Men dagen handler om meget mere end kilometer og fart. Det handler om sammenhold, frivillighed og om at stå sammen om noget, der gør en forskel.
I år går overskuddet fra årets cykelsponsorløb igen til Knæk Cancer og til Boldklubben Bangsbo Freja.
En stor tak skal lyde til alle, der er med til at gøre cykelsponsorløbet muligt – og ikke mindst til årets sponsorer og deltagere.
Vi ses lørdag den 3. oktober hos Frederikshavn Firmaklubber – hvor man er velkommen til at komme og heppe på de 42 ryttere!